Underskriftsindsamling skal give adgang til psykologhjælp

Liniens samarbejdspartner ODA lancerer i disse dage, med kulmination d. 23-24 maj en underskriftindsamling, som skal sætte fokus på diskriminationen i det danske behandlingssystem.

Op mod 100.000 danskere med depression, angst og OCD bliver udsat for diskrimination i det danske behandlingssystem. Alder og diagnose afgør om man kan få den af Sundhedsstyrelsen anbefalede psykologbehandling. En række kendte danskere stiller nu op som ambassadører for en ny større underskriftindsamling som skal få politikerne til at stoppe uretfærdigheden og give lige adgang til psykologhjælp.


Tænk, hvis man blev nægtet gipsen til et brækket ben, fordi man var fyldt 29 år.


Det virker usandsynligt, men ikke desto mindre er det tæt på den virkelighed mennesker med depression, angst og OCD oplever. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at hovedparten af disse patienter modtager psykologbehandling. Men kun mennesker med let til moderat angst i aldersgruppen 18-28 år og personer med let til moderat depression i alderen 18-37år kan modtage tilskud til psykologbehandling.


”Det er uretfærdigt, at det er din alder, diagnose og pengepung der afgør, om du kan få en optimal og effektiv behandling, hvis du er så uheldig at blive ramt af en psykisk sygdom som f.eks depression, angst eller ODC. Det er kynisk kassetænkning fra politikernes side, som må høre op. Derfor har vi i ODA sat gang i en større underskriftindsamling, som skal skaffe lige adgang til psykologhjælp, siger Christian Nyholm formand for Fællesorganisationen for OCD, Depressions- og Angstforeningerne - ODA
Skuespiller Henning Jensen: Psykiske lidelser er så nedprioriterede, at der er en direkte stigmatiserende holdning fra politikerne
En række kendte danskere heriblandt skuespiller Henning Jensen, Birthe Neumann og forfatter Henrik Dahl har valgt at stå offentligt frem med deres psykiske lidelse og støtter ODAs underskriftindsamling for lige adgang til psykologhjælp. Støttesiden psykologhjælp.nu er omdrejningspunktet for underskriftindsamlingen, hvor de kendte ambassadører optræder sammen med eksperter som fx hjerneforsker Peter Lund Madsen. På støttesiden findes også en række personlige beretninger om at have en psykisk lidelse i et land, hvor man diskrimineres benhårdt på grund af alder og diagnose.


Hver 5. dansker rammes – vi kender alle én


Hver 5.dansker rammes på et tidspunkt i livet af en ikke-psykotisk sygdom som angst, depression eller OCD. Derfor kender de fleste én eller flere i deres omgangskreds eller familie, som er ramt af en psykisk lidelse.
Det er tid til handling nu fra politikernes side – den enkelte patient og samfundet har ikke råd til andet, siger formand for ODA Christian Nyholm


For yderligere information klik her.