Formål/værdigrundlag
Linien har et overordnet formål, som er formuleret således:
"Liniens formål er at stille gratis, anonym telefonrådgivning til rådighed for sindslidende. Gennem samtale at kunne give eksistens, kontakt og medmenneskelig støtte til psykisk sårbare mennesker, der har behov for en samtalepartner, samt at kunne yde en hjælpende og afklarende indsats overfor pårørende, personer i krise, behandlere og andre, som kan have behov herfor. På længere sigt at udvide målgruppen, som kan have glæde af den viden og de erfaringer, der er til stede på Linien".
Liniens officielle formål har været defineret med denne tekst i en del år, men der er løbende foregået en udvikling i forhold til den måde, som målgruppen beskrives på. I praksis udgør opkald fra især ensomme og angste mennesker en stor andel af Liniens samtaler. Desuden er betegnelsen telefonrådgivning misvisende i forhold til den type samtaler, som Linien tilbyder sine brugere. Samtalerne er kendetegnede ved at være medmenneskelige og støttende, men ikke rådgivende.
Linien har i øvrigt et veldefineret værdigrundlag, som er indarbejdet på alle niveauer i hele organisationen. Værdigrundlaget hviler på et menneskesyn, der sætter ligeværdighed og respekt for det enkelte menneske i højsædet.
